Typisk anvendelse

  • Forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme
  • Supplerende behandling ved leddegigt, tarmbetændelse og andre betændelsessygdomme
  • Supplement til kosten, hvis man ikke spiser ret mange fisk


Det siger forskningen

  • Blodprop i hjertet: Ca. 1.000 mg omega-3 fedtsyrer dagligt eller et fiskemåltid flere gange ugentligt reducerer markant risikoen for pludselig hjertedød samt for et nyt hjerteanfald hos patienter, der tidligere har haft en blodprop i hjertet, ifølge store kliniske undersøgelser.
  • Triglycerid: Kan sænke blodets triglycerid, bl.a. hos diabetikere. Høje doser omkring 5.000 mg omega-3 fedtsyrer dagligt kan være nødvendige for at opnå en effekt, så tal først med lægen. Fiskeolier påvirker ikke blodsukkeret hos diabetikere.
  • Kolesterol: Kan øge HDL (det sunde kolesterol) lidt. Men forværring af LDL (det farlige kolesterol) er også observeret. Tal først med lægen, hvis du har problemer med kolesteroltallet, især hvis du vil tage høje doser fiskeolie. Bemærk at fiskeolie ikke skal tages med det formål at sænke kolesterolet.
  • Hjertepumpesvigt: Ca. 1.000 mg omega-3 fedtsyrer dagligt reducerede dødeligheden hos patienter med hjertepumpesvigt i en større undersøgelse.
  • Blodtryk: Kan sænke både det systoliske og det diastoliske blodtryk. Der skal ofte anvendes høje doser, omkring 5.000 mg.
  • Ballonoperation: Kan måske bidrage til at modvirke ny forsnævring eller ballonudvidelse af hjertets kranspulsårer, men mere forskning er påkrævet.
  • Angina pectoris: Har måske en gunstig effekt, ifølge små studier, men mere forskning er påkrævet.
  • Hjerterytmeforstyrrelser: Måske kan fiskeolie nedsætte risikoen for hjerterytmeforstyrrelser, fordi den øger hjerterytmevariabiliteten (se nedenfor). Mere forskning er påkrævet.
  • Leddegigt (rheumatoid arthritis): Færre smerter, mindre morgenstivhed samt lavere behov for almindelig gigtmedicin (NSAID) er påvist i kliniske afprøvninger på leddegigtpatienter, der spiser mange fisk eller tager omkring 3.000 mg omega-3 fedtsyrer dagligt. Studierne er generelt af kort varighed.
  • Andre sygdomme: Fiskeoliens virkning udforskes mod demens, depression, astma, ADHD, tidlig fødsel, Crohns sygdom, colitis ulcerosa, psoriasis, menstruationssmerter, eksem, afstødning af transplanteret organ, nyrelidelser m.fl.

Links og referencer

Hjerteforeningen.dk